At Holstebro Kunstmuseum valgte at samle mange værker af få kunstnere frem for at forsøge at dække hele den danske kunsts historie var ikke selvfølgeligt i 1960'erne. Men forfatteren og kunsthistorikeren Poul Vad, som Holstebro Kommune ansatte som kunstnerisk konsulent i 1965, udviklede en indsamlingsstrategi, der blev et foregangseksempel for fokuseret indsamling. I stedet for at sprede sig over hele feltet, skabte museet dybde — samlinger der giver plads til at forstå de enkelte kunstnere, ikke blot se ét eksempel på deres arbejde. Det var en strategi, der krævede mod, for den betød at sige nej til meget for at kunne sige ja til det væsentlige. For en kommune af Holstebros størrelse var det et ambitiøst valg, der placerede byen i en særstilling blandt danske provinsbyer.
Museet åbnede den 5. maj 1967 i en herskabsvilla opført i 1906 for tobaksfabrikant Søren Færch. Villaen, tegnet af arkitekt Andreas Clemmensen i en barokinspireret palæstil, vidner om Holstebros velstand i industrialiseringens guldalder, hvor lokale fabrikanter kunne tillade sig at opføre nærmest palæagtige boliger. At netop denne bygning blev til kunstmuseum fortæller noget om byens prioritering — i stedet for at lade herskabsarkitekturen blive til kontorer eller forsvinde helt, blev den omdannet til et kulturelt omdrejningspunkt. Den barokinspirerede palæstil var på sin tid et statement om rigdom og kulturel ambition; at bygningen i dag rummer kunst fra det 20. og 21. århundrede skaber en dialog mellem forskellige former for kulturelt udsagn.
Museet opstod i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og Holstebro Kommune, og allerede i 1968 — blot et år efter åbningen — fik det statsanerkendelse som kunstmuseum. I dag er det en selvejende, statsanerkendt institution, der virker under museumsloven med Holstebro Kommune som hovedtilskudsyder. Poul Vads arbejde som kunstnerisk konsulent fortsatte helt frem til hans død i 2003, et samarbejde, der strakte sig over næsten fire årtier og gjorde ham til museets arkitekt i mere end fysisk forstand. At en kommune valgte at fastholde et så langt samarbejde med én konsulent er usædvanligt, men det skabte også en kontinuitet og en tydelig profil, som mange større institutioner må misunde.
Den fysiske arkitektur voksede i takt med ambitionerne. I 1981 kom en moderne tilbygning tegnet af arkitekt Hanne Kjærholm, og i 2011 blev Færchfløjen — ligeledes tegnet af Hanne Kjærholm — opført. Museet er i dag et kompleks, der forener herskabsvillaen fra 1906 og det moderne museumsbyggeri fra 1981, en kombination, der ikke skjuler kontrasten mellem perioderne, men lader dem tale sammen. Indvendigt er museet indrettet med møbler af Poul Kjærholm, hvis funktionalistiske design står i dialog med både den barokke villa og samtidens kunst. At Hanne Kjærholm tegnede begge moderne tilbygninger sikrede en arkitektonisk sammenhæng på tværs af tre årtier, selv som museet voksede.
Samlingerne spænder over tre hovedområder: dansk og international kunst og kunsthåndværk fra cirka 1930 og frem, europæisk modernisme samt kunst fra ikke-europæiske folkeslag og civilisationer. Det sidstnævnte område blev styrket væsentligt i 1977, da billedhuggeren Poul Holm Olsen skænkede en stor samling afrikansk kunst til museet. At et provinsby-museum kunne opbygge en betydelig samling af afrikansk kunst viser, hvordan personlige relationer og strategiske donationer har formet institutionen — ikke kun kommunale budgetter. Det illustrerer også en vigtig pointe: at skabe et betydningsfuldt museum handler ikke nødvendigvis om at have de største ressourcer, men om at bruge dem klogt og opbygge relationer til kunstnere og samlere.
Museet ligger i umiddelbar nærhed af Holstebros bymidte syd for Storåen, en placering, der gør det nemt tilgængeligt, men også giver det en rolle i byens daglige liv. Det er ikke gemt væk i et industrikvarter eller placeret symbolsk på en bakketop, men indgår som en naturlig del af byrummet. For byens borgere repræsenterer museet mere end en samling kunst — det er resultatet af en bevidst kulturpolitik, der har prioriteret kvalitet og fokus frem for overfladisk bredde, og som har gjort Holstebro til en by, hvor samtidskunst ikke er noget, man skal til København for at opleve. At museet fik statsanerkendelse allerede året efter åbningen vidner om, at også den nationale kulturverden anerkendte det særlige ved projektet.
Stedets egen side: holstebrokunstmuseum.dk